Generalforsamlingen udskydes til 15 juni 2020
fredag, maj 15, 2020 at 18:28
Kasper in Generalforsamling
Kære andelshaver
 
Bestyrelsen har revurderet situationen omkring forårets ordinære generalforsamling. Der har været noget uklarhed i bestyrelsen omkring de juridiske og økonomiske konsekvenser for foreningen, samt om det var muligt at sælge andele, hvis regnskab for 2019 og budget for 2020 ikke blev godkendt inden d. 31. maj, jf. i særdeleshed valuarvurderingens udløbsdato. Vi er nu blevet forsikret om, at regnskab og budget først skal være godkendt d. 30. juni, samt at man stadig kan sælge andele til den eksisterende andelskrone. 
 
Grundet uklarheden var det bestyrelsens første indskydelse at afholde generalforsamlingen over to dage (d. 18. maj og d. 15. juni), således at regnskab og budget ville blive godkendt d. 18. maj, og hvor andelshaverne primært ville være repræsenteret ved fuldmagter til bestyrelsen. Dette skyldes en forlængelse af forsamlingsforbuddet for mere end 10 personer. Vi er i mellemtiden blevet opmærksomme på, at denne løsning ville gøre det vanskeligt for andelshaverne at stemme imod bestyrelsens forslag til regnskab og budget, fordi et beboerfremmøde ville betyde, at forsamlingen ville overskride 10 personer, og generalforsamlingen ville blive suspenderet uden godkendelse af regnskab og budget. 
 
Bestyrelsen ønsker at fastholde og sikre den demokratiske proces i foreningen, så meget som det er muligt under corona-krisen. Dette skal ske under hensyntagen til foreningens drift og økonomi, og som det har vist sig, er det ikke strengt nødvendigt at godkende budget og regnskab før d. 30. juni. 
 
Bestyrelsen har derfor valgt at annullere generalforsamlingen d. 18. maj 2020. I stedet indkalder vi til ordinær generalforsamling d. 15. juni 2020. Det er vores klare forventning, at forsamlingsforbuddet vil blive lempet til 30-50 personer, således at alle andelshavere får mulighed for at møde frem på denne dato. Det vil naturligvis også være muligt at lade sig repræsentere ved fuldmagt d. 15. juni. 
 
Der vil blive fremsendt ny og opdateret indkaldelse i løbet af næste uge.
 
Vi beklager de gener, ændringen af datoen eventuelt kan medføre for andelshaverne. Vi håber, I har forståelse for, at det er en vanskelig tid.
 
Med venlig hilsen
På bestyrelsens vegne
 
Nedim Husic  

 

Article originally appeared on AB Fredenslund (http://www.abfredenslund.info/).
See website for complete article licensing information.